Kort før sin død opsøgte den amerikanske alt-saxofonist Charlie Parker den klassiske komponist Edgar Varèse for at blive undervist i komposition og tænke i partitur. ”Jeg tænker flerstemmigt, men spiller kun én-stemmigt,” sagde han. Desværre levede Parker ikke længe nok til at blive undervist, for det ville have været uvurderligt at kunne følge en alternativ udviklingsvej i jazzen fra 1950erne og fremefter hvis det var blevet en realitet. Musikere tænker nemlig ikke kun enstemmigt, dvs. på den melodi de selv fremfører, men på helheden. Louis Armstrong var således en højt skattet akkompagnatør, som leverede et kompositorisk modspil, der kompletterede melodiens udsagn. I sandhedens interesse må det tilføjes at Armstrong med sit aktive modspil ofte tiltrak sig mere plads end omgivelserne var parate til at give ham, men det er en anden historie.

Men hvad er det da at arrangøren af en melodi tilføjer musikken i en sådan grad at man kan kalde arrangementet en komposition? At komponere vil sige at sætte toner sammen, oftest tidsmæssigt på langs, efter hinanden, som i en én-stemmig melodi; men komponisten kan også producere flere andre, frit opfundne melodier der skal klinge samtidigt med den oprindelige melodi. Stort set alle, selv børn, vil være i stand til at lave en melodi, fx på en xylofon, mens det kræver viden og træning at lave et arrangement med flere stemmer.

Der gælder nemlig ret strenge regler for hvilke toner der passer sammen til støtte for melodien, regler som hvis de brydes, får musikken til at skurre i ørerne snarere end til at lyde interessant. Her er der ikke frit slag, for vi har gennem 1000 års tilvænning til det musikalske system der hersker i Den Vestlige Verden, opøvet en forventning til hvad der kan accepteres og hvad der bare er tilfældig kling-klang.

I mange tilfælde kan en melodi stå alene som musikalsk udtryk – som en ensom fløjte i de tågeomspændte irske bjerge eller som når man synger en godnatsang – men i andre tilfælde kan en melodi løftes fra et banalt og klichefyldt udtryk til et nuanceret og interessant lydbillede på samme måde som tilsætning af krydderier kan fremhæve smagsstofferne i mad; man kan jo også lære at sætte pris på gode vine og gode cigarer.

Jeg har gennem min musikalske opvækst dyrket megen flerstemmig musik, både som musiker og sanger, og derved vænnet mig til at lytte efter og forvente en realisering af det latente kompletterende modspil, som akkompagnementet kan give og hvorved et godt og udarbejdet arrangement bliver til en ny komposition.

Først bestemmes de akkorder, som melodien skal støtte sig til, tre- og firklange hvoraf melodiens tone kan være en del, en konsonans, eller være en dissonans som giver spænding. Samtidig bestemmes det om akkompagnementets toner skal være lange og unuanceret eller om de skal rytmiseres – her begynder komponisten at røre på sig. For sit indre øre hører den komponerende arrangør mange musikalske svar som kommentarer til melodien.

En rolig og regelmæssig basgang kan give stor stabilitet til en sats, men den kan også suppleres med mere rytmiserede stemmer så der kan blive tale om et indre hierarki med vekslende aktivitet i de forskellige stemmer.